Martin Kristensen, 32 år

Adopteret til Danmark i 1991

Lillebror til Mia Holm Kristensen

»Andre adopterede søgte i årevis, nogle forgæves, men efter kun to en halv uge fik jeg besked om, at adoptionsbureauet havde taget kontakt til min mor og mine søskende. Det foregik via e-mail gennem adoptionsbureauet, og det tog ofte fem-seks uger, før jeg fik svar. Ventetiden føltes som den længste i mit liv. I mellemtiden fik jeg kontakt med nogle familiemedlemmer på de sociale medier. De inviterede mig på besøg i januar i forbindelse med en koreansk helligdag. Vi sms'ede næsten dagligt i måneden op til mit besøg.«

Mia Holm Kristensen, 37 år

Adopteret til Danmark i 1987

Storesøster til Martin Kristensen

»Da jeg var gravid for otte år siden, kom spørgsmålene pludselig under en undersøgelse. Lægen spurgte, om der var nogen kendte sygdomme i min familie, og i det øjeblik, hun spurgte, ville jeg rigtig, rigtig gerne kende min biologiske familie. For mit barns skyld.

Men tanken forsvandt hurtigt igen. Jeg gjorde ikke noget ved det, for jeg kunne ikke bare kort henvende mig til min biologiske mor og spørge, om der var nogle sygdomme, jeg burde kende til. Og så forsvinde ud af billedet igen.«

Sara Anderberg, 43 år

Adopteret til Danmark i 1981

»Da jeg stiger af flyet i Seoul i maj, rammer virkeligheden mig som en knytnæve i ansigtet. I terminalen lyser en skærm op med ordene »Welcome to South Korea«. Det er her, i dette øjeblik, at mine naturlige forsvarsværker begynder at smuldre.

I den urbane jungle bliver jeg ikke kun opfattet som den dansker, jeg altid har følt, at jeg er. Jeg falder i med mængden mængden og bliver set som koreaner, og det vækker noget i mig, som jeg ikke var forberedt på.«

Lemmy Kook Lyngholm, 51 (Foto kommer snart)

Adopteret til Danmark i 1974

»Siden puberteten og indtil jeg blev far, tror jeg, at jeg har haft en slags svingende depression. Først mild, så svær, så mild igen. Altid til stede som en trykkende hovedpine, der lagde en dæmper på min entusiasme og forhindrede mig i at hvile i mig selv.

I mange år handlede mit liv om at være dansk og leve efter den danske model. Uddannelse, job og traditioner blev min måde at definere mig selv på.

Men da jeg blev far for første gang i 2007, ændrede alt sig. Jeg begyndte for alvor at interessere mig for Sydkorea. For foran mig stod min søn, som jeg var biologisk beslægtet med. Jeg havde oplevet det før med mine biologiske forældre, men jeg kunne ikke huske det. Pludselig var jeg ikke længere barnet, men far til et barn, hvis liv strækker sig ind i hans egen fremtid.«